Hej,

Jeg hedder Lene.
Det er mig, der står bag Blomsterpresseriet.

Alle mine plakat starter med en gåtur, en saks i lommen og et blik for blomster og deres smukke detaljer

Sommeren igennem fylder jeg blomsterpressere med vilde planter fra grøftekanten og farvestrålende blomster fra haven.

Efter presning udvælger jeg de flotteste blomster og sætter dem sammen til originale blomsterværker – inspireret af naturens skønne grøftekanter og blomsterenge.

Jeg arbejder med blomsternes farver og former, som de er skabt fra naturens side. Naturen er smuk i sig selv.

Hvorfor ikke bruge naturens farver og former til at skabe glæde og ro i dit hjem?

Blomsterværker skabt gennem
ro og nærvær

I løbet af foråret og sommeren 2021 havde jeg brug for ekstra ro og måtte derfor omlægge mit arbejdsliv. 

Jeg fandt ro og nærvær på gåture i naturen og ved at plukke smukke blomster, som jeg mødte på min vej – og derfra startede mit håndværk med Blomsterværkerne.

Blomsterværkerne udtrykker min glæde ved naturen.

Jeg håber det smitter.

Jeg ønsker at mine værker vil være påmindelser om, hvor smuk og mangfoldig vores natur er og hvor vigtigt det er, at vi passer godt på den.

Her gemmes en flig af sommeren..

Udvalgte blomsterværker bliver trykt som plakater med originalens farver og detaljer for øje – så ved første øjekast vil du tænke, at det er originale pressede blomster.

De originale værker falmer over tid, det er en del af naturens forunderlige forgængelighed.

De trykte plakater gemmer derimod på de farver, der var.

Blomsterne plukkes i danske grøftekanter og smukke haver, og det fremgår på hvert enkelt værk, hvor blomsterne er plukket, det kan fx. være valmuer fra en forårstur til Mols Bjerge, blomster fra min egen blomstereng eller blomster fra en økologisk blomsterbondes blomstermark.